Jeg fik PTSD efter at have overværet et selvmord. Metakognitiv Terapi hjalp mig.

Mandag den 13. februar, 2006, klokken 07:41, står stadig en smule uklar for mig.
Og så alligevel, så der er sekunder, hvor verden omkring mig, bevæger sig i slowmotion, når jeg ser den indre film.

Jeg står i Kongens Nytorvs Metro, ca. 20 meter nede og venter på Metrotoget til Amager.
Pludselig hører jeg en hvislen, mindre end en meter fra mig, med lyden, som når du svinger et bladløst fastelavnsris gennem luften og nanosekundet efter,  så lyden af et græskar, som flækker, med en lidt hul, tung lyd.

Det vil sige; det var hverken fastelavnsris elle græskar.

Ca. 2 meter fra mig, lå der en kvinde, hvis store, brune, let krøllede hår, lå spredt ud, som var det lagt med en skødesløs hånd, dækkende kvindens ansigt, som var vendt væk fra mig.
Hun bar en pelslignende brun frakke, mens jeg ikke husker hvad hun havde på benene.

Kvinden var kravlet over gelænderet, omtrent 20 meter højere oppe og havde kastet sig i døden.
Hun var ca. 50 år, fandt jeg ud af senere.

Jeg kunne ikke bevæge mig. På ingen måde. Ikke en tanke, havde jeg. Jeg var lamslået.
En mand, som, vist nok, var ankommet med toget løb hurtigt til kvinden og ringede 112.
Men jeg så ham egentlig nok bare som en skygge, gennem mit tågede bilk.

En høj stemme lød: “Åh, Gud!”

Måske var det min egen.

Jeg stod stadig stivnet.

Sekundet senere kommer ”mit” tog og jeg går, trance-agtigt, hen til toget og træder ind, vender mig om og kigger på de nu tre personer, som knæler ved den, formodentligt, døde kvinde.
Metrotoget kører væk, langsomt, som en fransk noir-film.

Alting er, på en gang, så uklart og så alligevel tydeligt, som er det skåret granit.

Først da jeg træder ind på mit kontor, små 15-20 minutter senere, føler jeg, at jeg trækker vejret. Og her efter fortæller jeg mine kolleger, hvad jeg har oplevet. Flere gange. Mange gange.

Da jeg mange timer senere kom hjem, følte jeg, at jeg havde fået talt det godt igennem og jeg var faktisk temmelig afklaret med, hvad der var der sket. Jeg var vred på kvinden, at hun skulle udsætte os andre for et sjok, men jeg havde også ganske ondt af hende og af hendes familie.
Tænk at komme så langt ud, at man vælge den afslutning på livet.

Jeg havde, overraskende nok, ikke noget problem med at falde i søvn den nat. Eller de efterfølgende nætter. Jeg talte stadig om det, ind i mellem, til andre, men det blev hurtigt en oplevelse, som røg længere og længere i baggrunden og det blev oftere og oftere noget, jeg ikke tænkte på, selv når jeg kørte forbi stationen med Metro-toget.

Det blev november og så blev jeg ramt af PTSD-hammeren.

Lige indtil en nat i november, også i 2006, hvor jeg vågnede med et sæt, midt om natten, ved lyden at kvindens krop, som havde ramt granitgulvet. Det ekkoede fælt i mit hovedet, i flere sekunder. Intet billede, blot lyden. Som tordende mellem ørerne på mig. Sveden haglede af mig og jeg rejste mig og tumlede lidt rundt i lejligheden. Jeg husker ikke mere, men vågnede ved, at vækkeuret ringede.
Ør. Træt. Svedig. Hjertebanken.

De to næste dage står stadig som en tåge for mig, indtil jeg den tredje eller fjerde nat var bange for at gå i seng, for så, til sidst oplevede mig selv, gå rundt i en cirkel i stuen. Monotomt med ondt i hele kroppen.
Pludselige synker jeg sammen på mine knæ og er bange. Dybt bange. Tænker kun på at nå telefonen og ringe 122.

Hvor længe der går, ved jeg ikke. Sekunder? Minutter? Pludselig er jeg på badeværelset og sluger 2 Iprener (eller lignende) og skyller dem ned med vand. Hvorfor? Jeg aner det ikke. Hjertet banker hårdt i kroppen. Det summer for ørerne. Tankemylderet banker på. Jeg synes, at jeg har dårlig ånde, så jeg børster tænder. Jeg lægger ikke mærke til, at jeg børster tænderne så hårdt og brutalt, at jeg bløder fra tandkødet. Tankerne kommer væltende; har jeg fået hiv? Aids?

Mit urin lugter også sødligt og har gjort det de sidste dage. Har jeg sukkersyge?
Og de pletter jeg har i ansigtet, er det hudkræft eller…..er det bare stressrelaterede bumser? Det er nok kræft. Det er helt sikkert kræft!!

Jeg er oprigtig bange for, at den er helt gal med mig, så jeg går til lægen og bliver tjekket. Bogstaveligt i hoved og r*v. Prøverne viser, efterhånden, som resultaterne kommer retur, at jeg intet fejler.
Ikke fysisk, i hvert fald.

Beroliget? Nej, ikke ret meget. En uge senere, og jeg kan stadig ikke sove mere end få øjeblikket uden at vågne, badet i sved. Jeg er blevet svimmel, ligesom når man har en virus på balancenerven.

Psykologen.
Så går jeg til psykologoen. Jeg ved godt, rationelt, hvad der er galt. Det er mine tanker. Jeg kan bare ikke finde nøglen til det her kaos og jeg kan slet ikke alene.

Anden gang siger psykologen til mig; Niels, du er jo hypokonder! (I dag helbredsangst)
Jeg bliver vred. Og overrasket. Mest vred. Hvad fanden bilder han sig ind. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke idiot. Sveden hagler af mig. Klumpen i maven bliver større og større, og jeg lytter ikke meget efter hvad han siger til mig, de sidste minutter af min session.

Jeg går vist nok før tid, i bar vrede!

”Fakta-tjekke!” er det ord, som runger sammen med ”Hypokonder!”, da jeg går ned at trappen.
Pludselig giver det mening. Det jo bare tanker. Jeg har længens ord for, at jeg, fysisk, er sund og rask.

Allerede inden der er gået en time, kan jeg mærke, at der er vis lettelse. Jeg kan jo hele tiden faktatjekke. Hver eneste gang jeg får en negativ tanke om kræft, hiv eller sukkersyge, nå ja, prostakræft er også kommet til, så ved jeg, at det ikke passer. Jeg opdager også, at tankerne forsvinder lige så hurtigt, som de kommer.
Jo mere opmærksomhed jeg giver dem, des mindre tid er tankerne hos mig.

På mindre en uge, hvor jeg gik fra at ”sove” i ”alarmberedskab” med PTSD, kunne jeg sover 4-5 timer og vågne med en nogenlunde normal temperatur i kroppen. Jeg var stadig bange for at lægge mig til at sove og svimmelheden var der stadig, omend den var aftagende.

Hver eneste gang, en negativ tanke eller bekymring dukkede op, så fik jeg flyttet mine tanker over på noget andet og på fakta. Igen og igen. Jeg havde besluttet mig for, at det var en kamp jeg ville vinde.

Fire uger senere sov jeg næsten normalt. Svimmelheden kom kun let frem, når jeg tog for let på at tage kontrollen. De værste negative tanker kom kun frem helt ude i periferien.

Det var fantastisk at opleve, at så få ord, så let en tilgang og så små værktøjer, kunne hjælpe mig. Det gjorde det.

Mellem 6 og 8 måneder senere, var angsten væk.
I dag kan jeg stå på samme sted, på Metrostationen og ikke komme i tanke over, før der er gået måske 5-10 minutter.
Så kan jeg kigge på stedet, hvor kvinden landede. Jeg kan kigge op, hvor jeg tror, hun sprang fra

Siden har jeg været i “lære” hos en psykolog og lært om MetaKognitiv Terapi, hvilket er een af to tilgange, for at hjælpe folk med angst og stres.

Du er velkommen til at kontakte mig på niels@andtalk.dk

Mvh
Niels Moestrup