En aften kom der et brev fra Naja.

Eller rettere, en status fra Naja på hendes FB-side.
Måske skal jeg kort introducere Naja og hvordan jeg mødte hende i 2012.

En torsdag aften skrev Naja til mig, at hun gerne ville til Nordspanien og gå Caminoen – og hun havde nogle spørgsmål af rent praktiske årsager. Jeg besluttede, at vi lige skulle vende tanker over telefonen.
Hvornår skal du rejse, ville jeg vide.
– På onsdag i næste uge!
Hvad har du klar af udstyr?
– Ingenting! (sådan husker jeg det)
Hvor meget har du trænet?
– Intet….!

*For fanden da*, tænkte jeg, men frisk og impulsivt.
Det viste sig, at nogle dage før, havde hun talt med en fælles veninde, som lige var kommet hjem fra samme tur og venindens fortælling, havde grebet Naja. Afsted ville hun.
4 dage senere står Naja i lufthavnen og jeg har fået lov til at filme hende kort om sine tanker, kort før afgang.

Se filmen fra lufthavnen, lige før hun rejser.
Og nej, ingen af os har en skuespiller gemt i os! 😉

Jeg får et par sms´er fra hende undervejs, at alt er ok. Måske det er lidt hårdt med et par vabler. Men Naja piver ikke.
Da Naja kommer hjem igen, vil hun gerne fortælle sin historie til mig og til mit kamera.

Du kan se her, hvor hyggeligt og hjerteligt den snak er her:

Jeg er siden mødtes med Naja et par gange til en kop kaffe her og en enkel øl der.
Et par år senere, ringede hun pludselig.

Niels, hvor langt er der fra (en by i sydfrankrig) til Barcelona?
-????
Ja, jeg har tænkt mig at gå derned nu.
– ????
Ja.
Efter lidt snak, sagde vi farvel. Og Naja tog afsted med hvad hun kunne finde af udstyr.
Jeg ved ikke hvor meget, men til Barcelona, det kom hun.
Naturligvis.

Der går endnu 1 år eller 2.
Jeg husker det første møde, som en blanding af en stærk og impulsiv kvinde. Og en meget sårbar kvinde. En kvinde som kun kunne vade ind i én med store træsko på og som jeg kun kan forestille mig, at alle vil elske.

Hun har fortalt mig mange ting, synes jeg, så da jeg hørte, at hun rejste til Alaska, så tænkte jeg, der ville hun da blive mere end 2 måneder. Måske ville hun finde meningen med livet der. Pudsigt nok, har jeg aldrig været nervøs for hende. Jeg har i de  år, hvor jeg har kendt hende, altid troet på hende. At hun kunne det, som hun ville.

Men det jeg ikke vidste, det fortæller Naja her:

Naja fortæller:
Skrevet i Ganges, Britisk Columbia, fredag den 19. september, 2014.

Så. Her kommer min til dags dato mest personlige tekst. Hændelser i mine mest mørke kamre.
Til alle dem der har kaldt mig stærk, og set mine facebook opdateringer som om jeg ingen frygt ejer: Jeg er også et menneske.
Jeg er stolt og glad over at kunne dele min fortid med dig også.
Jeg forsøgte at få teksten trykt i Politikken, men de ønskede ændringer, og jeg vil have den som den er.

Hvorfor skriver jeg dette? Hvori ligger mit behov for at dele så tragiske personlige hændelser?

– Jeg ønsker vi kan begynde at sætte fokus på forskelligheder som en styrke. Jeg ønsker vi kan begynde at sætte fokus på smerte som en naturlig del af det at være menneske, og ikke en sygdom. Jeg ønsker vi kan bruge facebook som et forum hvor vi kan være der for hinanden og elske hinanden, og ikke kun til at dele når alt er lutter lagkage og til at opstille et glansbillede som heller ikke afspejler os.

Lad os komme væk fra diagnoser! Lad os komme væk fra medicin!

Jeg blev fortalt, jeg var syg. Men det lykkedes mig at holde fast i, at det er jeg ikke.
Det er du heller ikke.

Tak for at læse med, jeg håber du kan bruge det

Fra psykiatrisk afdeling til Alaskas vildmark

Det er maj 2012.
Jeg befinder mig i en lejlighed på Nørrebro. Stemmerne summer fra de forårsfriske Københavnere på Ahornsgade nedenfor. Men jeg kan ikke høre dem længere. Mine ører er skjult bag store høretelefoner og bassen lukker alt ude. På gulvet foran mig er et fyldt askebæger. Bunker af tøj. Og tomme flasker.

Jeg græder. Jeg er angst. Min krop ryster og jeg hiver efter vejret. Jeg føler en ensomhed bore sig ind min krop, lægge sig om mit hjerte som en slange, og presse den sidste energi der måtte være ud af mig.

Min hverdag har i så lang tid jeg kan huske, forekommet at være uden mening. Tom og uendelig trættende. “Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvad vil jeg? Hvad er meningen her? ” Spørgsmål som hver dag pressede sig på og overtog mine tankebaner med 180 km i timen.

“Du bliver nødt til at berolige dig selv”, tænker jeg denne eftermiddag. Men jeg kunne ikke finde vejen derind.

Betrækket på sofaen under mig er rødt. Mine ben er nøgne. Dybe snitsår er at finde på begge sider af mine inderlår.

Ønsker jeg at tage livet af mig selv denne eftermiddag?

Ønsker jeg at ødelægge min krop sådan her?

Jeg ønsker at leve. Jeg har altid ønsket at leve. Men smerten i min krop og sjæl overtog alt, og det blev uudholdeligt for mig at være i mig selv. Alt hvad jeg så var forestillinger, trukket over hovedet på mig. Reklamens nye supermodel på bygningen overfor, de smarte veltrænede jurastuderende og deres tjekkede tilværelser. Min studievejleders rungende stemme i mit hoved: “Men du bliver jo nødt til at kigge på din kommende uddannelse”.

Spørgsmål og valg. Valg og spørgsmål. Og så alligevel intet valg og spørgsmål som ikke fik lov til at blive tænkt færdigt.

Jeg havde ingen ide om, hvem jeg var og hvad jeg ville og på samme tid følte jeg mig konstant presset til at være nogen, til at tage stilling. Med tiden blev jeg mere og mere identitetsforvirret og den manglende forbindelse til mig selv skabte en alt overskyggende ligegyldighed og fortvivlelse, skabte en sorg, ikke kun i sjælen, men en fysisk smerte i min krop. Det var ikke til at holde ud.

Mine kræfter var opbrugt. Alting faldt fra hinanden og jeg mistede kontrollen, som så mange gange før. Jeg blev nødt til at mærke noget andet end smerten i min sjæl. Min kontaktperson hentede mig senere på aftenen og kørte mig på skadestuen. Jeg var fuld og havde efterladt store blodplamager overalt på mit værelse. Samme nat fik jeg syet 30 sting i mine ben. Jeg vågner næste morgen op på en psykiatrisk afdeling. En sygeplejerske kommer ind med et lille rullebord: ”Godmorgen”. Stiller mig få spørgsmål og noterer i sin lille blok. ”Har du selvmordstanker nu?” Selvmordstanker? Giver mig et glas vand. Og 4 piller.

Hvad er det for nogle piller? En anden sygeplejerske vil komme og tale med mig senere, får jeg besked om, og kvinden forlader rummet. Hvad laver jeg her? Jeg tilbringer 2 uger i denne mærkværdige verden. Læger og sygeplejersker og skærende hvide patientværelser, men forklaringen på den medicin det forventes jeg tager og den personlige kontakt med patienterne, ser jeg ikke meget til. Efterfølgende bliver jeg udskrevet med diagnosen borderline og opskrevet til psykiatrisk behandling. Hvordan defineres borderline patienter? Som mennesker med en ustabil jegfølelse, kronisk tomhed, og et billede af verden som værende sort og hvid, med vanskeligheder i relationer. En gang om ugen vil jeg komme til en gruppesamtale med andre patienter og en psykologsamtale. Men jeg har svært ved at se meningen her også. Er jeg syg? Jeg føler mig ikke syg. Dog holder jeg af samtalerne med min nye psykolog

For første gang i lang tid, havde jeg en der lyttede til mig, som ikke behandlede mig som uvidende og syg. Det var egentlig ikke så meget det, han lærte mig, mange af de ting han fortalte mig følte jeg at jeg var klar over i forvejen, men at jeg kunne få lov til at snakke om min smerte . En der synes at forstå. Men jeg manglede stadig følelsen af at rykke mig. Så snart jeg forlod samtalerummet hver uge, befandt jeg mig igen i en hverdag som jeg havde svært ved at administrere. Jeg prøvede forskellige ting for at øve mig i at slappe af med mig selv og at opbygge en ro. Meditation, skrivning, at male, at vandre. Men jeg følte aldrig at have tid nok og der var alt for mange bolde om mig til at jeg kunne hengive mig 100% til en ting. Jeg havde også en skole der skulle passes. Tidligere var jeg droppet ud af gymnasiet, startet på kokkeuddannelsen, droppet den, og på daværende tidspunkt studerede jeg på HF. Det kunne jeg ikke også droppe.

Jeg var dog sygemeldt i lange perioder fra min skole. Men min studievejleder troede på mig, bakkede mig op, og gav mig lov til at være mere fraværende, når det var nødvendigt. Jeg gennemførte med et snit på 10,3.

Stadig var der dage hvor mørket overvældede mig og jeg ingen veje så ud. En dag tog jeg en overdosis medicin og befandt mig igen på et hospital. Denne gang med elektroniske apparater på min krop til at måle mit hjerteslag. Det gik ikke. Denne vej jeg befandt mig på synes kun at hive mig længere ned i mørket. Der måtte findes en anden vej. Jeg blev nød til at finde et sted med ro og skide huld i at de fleste af mine tidligere klassekammerater for længst havde fundet deres studie på universitetet. Ganske enkelt havde jeg brug for mere tid til at fordybe mig. Jeg begyndte at planlægge en rejse. Ideen om at der fandtes en vej ud, fik mig til at få det bedre, og efter HF fandt jeg et arbejde, hvor jeg fik fantastiske nye kollegaer, for at tjene penge til rejsen. Jeg havde fået et mål. Ikke for hele livet, men for noget, jeg ville, helt for mig selv.

Maj 2014 – Alaska

Jeg sidder på et fly på vej til Alaska. Jeg har ikke købt nogen returbillet. Jeg kender ingen mennesker i Alaska og jeg ved ikke hvad jeg skal, kun at jeg skal noget andet. Jeg beslutter mig for at tage til Denali Nationalpark og jeg foretager en uges vandring her alene. Ideen om at alt hvad der skabte ubehag i mig lå i pres fra andre, var så dominerende, at jeg var overbevist om, at hvis jeg tvang mig selv ind i ensomhed, ville jeg kunne finde svaret. Telt, kogegrej. Floder og sne. Bjørnespray og bjørnecontainer. Bjørnespor i sandet foran mig. Hjorte og elge. Det var fantastisk smukt. Men aldrig har jeg været så alene. Planen var at være i vildmarken 2 ugers tid.

Efter dag 6 måtte jeg indse, at det var for meget og jeg vendte om. Jeg måtte erkende at “noget” var inde i mig, som jeg ikke kunne flygte fra gennem skove, noget, som ikke kun havde at gøre med samfundspres. De næste par måneder blaffer jeg på landeveje, Alaska igennem. Jeg møder en mand som giver mig lov til at bo i et af hans hjem i Anchorage, den største by i Alaska, og jeg begynder at hænge ud med hjemløse og heroinmisbrugere. Måske det at være sammen med mennesker som er langt mere svært stillede end nogen jeg før har kendt, kan hjælpe mig og bringe perspektiv over mine egne problemer? Jeg tager på skydebaner og skyder med store rifler, jeg kajakker i Alaskas have, jeg vandrer i høje bjerge, jeg oplever jordskælv, jeg sover på sofaer, i biler, i telt, i skove, på marker, i vejkanter. Jeg tager med fiskekuttere ud og fanger store kongelaks. Måske jeg via oplevelser kan hjælpe mig selv og bringe perspektiv over min tvivl?

Hos en familie, på en lille Ø langt ud fra Alaskas kyst, går jeg ned med flaget. Hvad jeg end foretager mig presser ensomheden og meningsløshed sig ind. Jeg er løbet tør for ideer. Måske jeg skulle tage hjem og fortsætte min behandling? Jeg sætter mig på en båd for at komme tilbage til fastlandet. Mens båden sejler forbi grønne bjerge og en gruppe indianere synger på dækket, stikker en lille hval hovedet op til overfladen for at ånde. Jeg føler mig glad og fri her. Hvad er det der gør at jeg er glad her? Måske jeg griber det hele forkert an, tænker jeg. Måske jeg ikke længere lever i min skolelærers matematikbog, hvor svar b fås ved løsningen til a. Måske jeg lagde for hårdt ud med de store spørgsmål. Måske jeg først skulle finde ud af hvad der gør mig glad i sjælen og hvad jeg godt kan lide, og give mig selv tid til at føle mig frem for senere at bygge op. Det gik op for mig at jeg blev nødt til at se alt som sammenhængende og i kombination med hinanden og fokusere på de små ting. Alt der ikke er en ting der fører til smerte i sjælen, men mange. At der ikke findes et resultat herudaf, men vejen i sig selv er løsningen.

Fra den dag blev mit syn på verdenen en smule anderledes. Jeg købte mig en drømmefangerhalskæde som jeg har båret lige siden og blev hjælpeguide på en 12 dages kanotur på Yukon river i Canada. Herefter blaffede jeg og fik lift, flere tusind km gennem bjergene. Jeg genoptog oplevelserne, og øvede mig selv i at se hvor smukt alting omkring mig og de mennesker jeg mødte var. Hver historie et menneske gav mig, var så forskellig og mærkværdig. Fyldt af sorg og smerte. Glæde og lykke. Og kærlighed. En politiboss som styrer over 10 fængsler i USA. En lastvognchauffør som bruger 200 dage på landevejen hvert år, med kone og børn ventende derhjemme. En millionær som kunne gøre alt i livet han gerne ville, men var dybt ulykkelig og uden mening. En håndværker som hver dag kæmper kampen mod ikke at falde i stoffer igen, som så sin bedste ven blive skudt. En indianer med 2 fingre på den ene hånd, fordi hun forsøgte at tage livet af sig selv ved at putte et fyrværkeri i munden på sig selv, men stadig hver dag fik mig til at smile.

Nærværet jeg mødte. Tilliden. Forskelligheden. Pladsen. Accepten. Smerten og glæden. Hver dag opbyggede jeg mere tro og tillid til mig selv og den verden jeg nu engang befinder mig i. Mit syn blev klarere og min verden mere overskuelig. For første gang i lang tid, tog jeg mig tid til at lave ingenting.

At ligge under store træer og høre vinden ruske i bladene.

At sidde i en park i et andet land en hel dag og bare studere de forbipasserende.

Jeg tog mig tid til at fordybe mig i de mennesker jeg mødte og deres syn på verden. Mest af alt begyndte jeg at forstå at hvert eneste menneskeliv består af præcis de samme følelser. Men at millionæren kunne være mere angst end eks herionmisbrugeren som mistede sin far og bedste ven. At hvordan vi har det i det indre, ikke kan opgøres med sammenligninger og at den lille indre kerne vi har, vores barndom, vores familie, den tillid verden har vist dig, alt sammen er med til at påvirke hvordan vi er i dag.

Min angst er ikke væk. Men jeg har lært, at visse dage er sværere end andre, og at det er okay. Den ro jeg fik opbygget, ved at tage mig tid og forstå og elske det som skete om mig, gør at jeg er blevet bedre og bedre til at håndtere min frygt, og til at forstå mig selv. Alt dette, helt uden medicin og en læge til at fortælle mig om karakteristika for borderlinepatienter. Alle de små spørgsmål som jeg før havde prøvet at holde ude, fik nu plads og jeg kunne tænke klarere og mere konstruktivt.

Mange mennesker har skrevet om naturen som en healende faktor. Og ikke at den ikke har hjulpet mig. Jeg har lært noget fantastisk af skovenes og vildmarkens skrøbelighed og styrke. Men min historie handler om noget andet end natur og rejsedagbøger. Den handler om at jeg tog mig plads til at være mig selv. Den handler om tiden og roen. Tiden som jeg valgte at føle, og roen som opstod heraf. Den handler om at spiritualitet og at lade kærligheden ind.

Jeg tænker tit på den proces, jeg har været igennem og på hvilket samfund vi i dag lever i.

Hvis du har det skidt, bliver du sendt til en læge og det tager ikke mere end 10 minutter at få udskrevet lykkepiller. Hvis du har svært ved at sove, finder vi sovepiller til dig. Har du svært ved at finde til dig selv, må du være syg. Jeg frygter, at vores medicinsamfund ender med at tage livet af os, i stedet for at hjælpe os. Diagnoser på stribe. Mange af mine jævnaldrende veninder og søster har været på medicin. I en alder af 20 år. Men vi snakker ikke om det. For hvem har lyst til at blive set som svag og syg, i et samfund hvor det at være nogen og være særlig er vigtigt, hvor selviscenesættelse og selvpromovering er alt, i et samfund hvor at udstråle selvstændighed er sat i top?

Hvornår stopper vi med at se smerte, skabt fra et indre og ydre pres, som en sygdom? Hvornår ophørte vores forskelligheder med at blive accepteret? Hvornår mistede vi individualiteten i et forsøg på alle at ligne hinanden og være nogen før vi overhovedet har mærket glæden? Modetøj, klubber, smarte cafeer, forsiden på det nye modemagasin, akademiske uddannelser og dyrere lejligheder.

Jeg er af den overbevisning at hver enkelt skal gøre med sit liv hvad de gerne vil. Jeg accepterer hvad hver enkelt føler er vigtigt for dem, for der er nu engang kun en til at være dig og kende dit svar.

Men jeg ønsker vi igen kan begynde at se at vi har et valg. Valget til at se at vejen der er blevet opstillet for os, kun er en ud af millioner af veje. Valget til at se at hvad samfundet fortæller dig og ønsker af dig, ikke er ens betydning med hvad der er rigtigt for dig at gøre. Valget til at være stolte af os selv og bære vores smerte som en fane foran os.

Jeg valgte at tro på samfundets forestilling om hvordan jeg skulle være, som rigtig. Jeg valgte at skynde mig, selvom alt inden i mig råbte på ro. Jeg valgte at se den lille brist mit sind har, som en belastning og parasit der skulle fjernes, fordi den ikke passede ind, selvom den er er med til at gøre mig til den jeg er, og aldrig vil forsvinde

Så valgte jeg plads. Så valgte jeg tid. Så valgte jeg ro til at forstå hvad der foregår i mit sind og mine tanker. Nu vælger jeg at følge min egen forestilling om hvad der er rigtigt.

Dette er min historie og jeg er stolt over at kunne dele den med dig. Måske er det jeg gik igennem voldsommere eller bagateller i forhold til andres historier. Hver eneste er forskellig. Men pointen er at min fortid, i forskellige grader, desværre går igen i alt for mange andre menneskers historie. Og jeg skriver dette i et håb om at vi kan åbne op om emnet og at vi kan begynde at se vores valg og sårbarhed og forskelligheder som en styrke.

Engang brugte jeg timer på at finde det rigtige tøj, det rigtige make up, timer på at bekymre mig over min ganske normale vægt, timer og timer på facebook og promovering og ubevidst at tænke over hvordan jeg bedst muligt kunne udstille mig selv. Jeg brugte timer på at haste, og konstant passe ind i forskellige sammenhænge. Men det gjorde mig kun mere ensom. Og ‘syg’.

I dag bruger jeg timer på at grine, være glad og elske. Jeg bruger timer på at lære om de svære sider ved at være mennesker og at forstå hvordan jeg kan håndtere mine egne, jeg bruger timer på hver dag at blive bragt tættere på, hvad jeg egentlig kan og hvad jeg gerne vil med min fremtid.

Hvor er dit valg gemt henne? Hvor er din tid blevet af?
– Naja
**********

Naja er gået bort.

Lørdag, den 4. juli, 2021 gik Naja, på tragisk vis bort, da hun faldt/snublede på en gåtur ved Lofoten i Norge.
Fredag, den 16. juli, 2021 blev Naja begravet i Humlebæk Kirke. Kirken var fyldt og det var en meget smuk ceremoni.

Det var meget anderledes end alle andre begravelser, jeg har oplevet.
Helt i Najas ånd.

Blandt andet sang vi Solen Er Så Rød Mor, og dér løb tårerne.
Det samme skete for mig, da Najas søster, Lea, holdt sin tale ved kisten.

Da kisten blev trillet over kirkegården, over broen og til sidst blev sænket i graven, ja, så manglede jeg virkelig ord.

Jeg valgte ikke at gå med til den efterfølgende kaffe for at small talke, det kunne jeg slet ike overskue, men jeg valgte i stedet at gå en tur ved stranden og rundt i kvarteret, mens jeg “talte med Naja”.

Her er nogle af mine ord til hende, og resten bliver mellem Naja og mig.

Kæreste Naja,

Du satte de dybeste spor hos mig, og jeg har tit haft dig i tankerne, ligesom jeg ofte har fortalt – og stadig fortæller – historier om dig, dine vandringer og din fantastiske måde at være på.

Du har, på alle måder, været så ubeskriveligt inspirerende og … jeg savner dig vildt!

Tak for alt det, du gav – og stadig giver!❤️

Æret være dit minde.

Kærligst
Niels
************************
Tak fordi du læste med.