De første små skridt til at komme lidt lettere ud af sorgen

”Der findes altid noget positivt, selv når det ser sortest ud!”
”Selv de dårlige dage, har noget godt at byde på!”
”Der er en positiv hensigt bag hver en handling!”
Jeg skal nok stoppe nu, så du ikke kaster op.
Det er, også efter min mening, og i bedste fald, noget være sludder.

I værste fald, så er det en værre gang positivitetsfascisme, som nemt kan føre til yderligere pres til udvikling, hvis man føler, at man SKAL lede efter det hersens positive, når man har det skidt.

Det er så let at falde i med begge ben, og ikke tillade sig selv at anerkende sine ”sorte” dage eller ikke at acceptere, at det er ok at være ked af det.
Det sker temmelig ofte.

Men at leve Det Gode Liv indebærer altså også sorg, smerte og lidelse i en eller anden grad. Anerkender man ikke sine følelser, så anerkender man heller ikke sig selv!

Det går jo ikke!

Du må gerne mærke suget i maven, slaget i mellemgulvet, trykket i brystet, klumpen i halsen og tårerne som presser sig på, når du er svigtet.

Alle mennesker går i brædderne engang i mellem, i større eller mindre grad, når de rammes af et eller andet trist.

Sådan er det.

Men for, at du ikke skal gå alt for meget i sort, være for længe fyldt op med sorgen, så kan du gøre noget for dig selv før, under og efter, så du bliver mentalt og følelsesmæssigt mere robust.

Her er et par råd, du prøve at efterleve så godt du kan:

Erkend at det gør ondt – og at dét er ok.
Når du erkender dine følelser – og dermed dine følelser – så erkender du dig selv som et helt menneske. Dét alene gør, at du kommer lidt nemmere igennem. Der behøver ikke at være noget ”det går over”. Det gør det, men lad nu følelsen være. Ind i mellem kan denne accept gøre, at det bliver lidt nemmere at give slip.

Slip bebrejdelserne af dig selv.
Hvorfor gjorde jeg ikke…?
Det er nok også min skyld…!
Jeg kunne jo også have gjort..
Hvorfor mig, nu igen…?
Jeg fortjener jo heller ikke bedre…!
Du kan sikkert selv blive ved. Men at køre den ene bebrejdelse af efter den anden imod sig selv, gør ikke, at du kommer sundt og hurtigt igennem sorgen eller smerten.
Forestil dig, at du sagde sådan til din bedste ven, når han eller hun var helt nede?
Ville du det og tror du, at det ville støtte vedkommende? Næ, vel!
De (få?) øjeblikke, hvor du har overskud, så tænk over hvad du kan gøre bedre og anderledes næste gang. Dé tanker og refleksioner hjælper en smule her og nu, og kan du blive ved, selv ganske lidt, så bliver du langsomt stærkere.

Tag små, små skridt.
Du har ikke brug for at sætte barren alt højt. Risikoen for, at du knækker nakken, når du i forvejen ikke har det store overskud, er alt for stor.
Tag små skridt. Gerne de allermindste.
Det er bedre at tage et lille skridt – beslutning og handling – hver dag, end at forsøge en kæmpe bid i weekenden, for nu at tage et eksempel.

Ræk hånden ud.
Jo, jeg ved godt, at du ikke vil være til besvær.
Men stop nu, min ven.
Du HAR venner som gerne vil hjælpe dig, igen og igen.
Jeg har selv en meget tæt veninde, som havde svært ved at ringe til mig, da hun var voldsom trist af det og hun havde gået med tankerne i 3-4 dage, for….tænk nu om jeg synes, at hun var åndsvag. Hun kender mig udmærket, og rationelt, så ved hun godt, at hun kan lave hvad som helst og jeg vil stadig holde af hende.
Men det tog altså flere dage at få trykket tasterne.
Da vi så havde talt sammen en time eller halvanden, så var problemet løst så meget, at vi kunne grine sammen.
Hun – og du – er ikke alene.
Aldrig.

Niels Moestrup
Coaching for et bedre liv.