“Du skal blive den bedste udgave af dig selv.”
Du har sikkert læst og hørt dén sætning mange gange før?
Måske i andre variationer.
Hvad vil det egentlig sige at være ‘den bedste udgave af sig selv’?
Det er noget vrøvl.
I min verden er det noget vrøvl, og kan ikke lade sig gøre.
For, hvis man, rent hypotetisk, skulle kunne blive den bedste udgave – af sig selv- hvad så når man var blevet det? Så kunne man ikke nå længere?
Og hvad så bagefter?
Tryk her og læs mere om myter.
Hvordan skulle man i øvrigt vide, at man VAR blevet den bedste udgave af sig selv?
I min optik er sætningen skabt i et markedsførings-øjemed for at få ”svage sjæle” – det er de allerfleste af os – til at hoppe på vognen om, at vi (aldrig) er helt gode nok og at lykken ”kun” ligger ved foden af ”den bedste udgave af os selv”.
Jeg vil gerne bruge en metafor, som jeg hørte for længe siden.
Puslespillet.
Forestil dig, at du er et puslespil og du – dine tanker, oplevelser, forestillinger og følelser –
betår af 100 milliarder puslespilsbrikker.
100.000.000.000
Det er mange.
Rigtig mange.
Normalt kommer et puslespil i en æske med et billede udenpå, så du ved hvordan det skal ende.
Men er virkeligheden sådan? Ved du, hvordan du skal ende og hvordan billedet skal se ud?
Næppe. Nix.
Du kommer måske nok i en æske, men der er ikke noget billede på den.
Nja, måske noget af et billede.
Opdragelse.
Dele af det utydelige billede er skabt af dine gener, dine forældres opdragelse (og/eller mangel på samme) samt de erfaringer, som du gør dig gennem livet. Alene og især sammen med andre.
Gener.
Dine gener og dine forældres opdragelse står for ca. halvdelen af brikkerne, du har.
Måske.
Og alt efter hvor heldig du har været med dine gener og valget af dine forældre, så har du måske fået serveret halvdelen af billedet af dig.
Resten er op til dig.
Ikke dig alene, men de valg du tager, de erfaringer du gør dig og, især gennem de mennesker, du er sammen med, er med til at lægge de brikker du har, de brikker du får og det billede, der er uden på æsken.
Fordi, de brikker vi får, finder vi dem i os selv eller uden for os selv? Skaber vi os selv, gennem os selv, eller skaber vi os selv gennem andre?
Vi er sociale væsner, og har altid været det.
Hvis vi, igen rent hypotetisk, voksede op, på en øde ø, uden andre mennesker, hvilken identitet ville vi så have?
Ingen.
Vi ville ikke vide hvem vi var, hvem vi kunne blive, og vi ville ikke kende til moral, etik og dannelse.
Men da vi ikke er født på øde ø, så, vi er nødt til at skabe os selv, gennem andre, med den bagage vi har, dels fra vores forældre, plus de gener vi har, plus det, som vi oplever og bliver udsat for, gennem livet.
Med andre ord: vi skaber os selv gennem den historie, vi har og gennem den verden, vi omgiver os med.
Dermed handler det ikke (kun) om at kigge indad, men i særdeleshed om at kigge udad.
Dialoger.
Nu skal det ”at kigge”, ikke tages bogstaveligt, men forståes som dialog.
Langsommelige dialoger.
Dybe dialoger.
Refleksioner over disse dialoger.
Fælles refleksioner.
Opleve de fælles associationer, som disse dialoger skaber og vækker.
Lødig coaching.
Det er også dette, du vil opleve, hvis du har været til en lødig coaching.
Her drejer samtalen sig heller ikke ”kun” om dig, dig, dig, men også om dine oplevelser i forhold til andre: samfundet, jobbet, familien, venner, bekendte.
Tryk her og læs mere om coaching
Jo flere ‘brikker’, der bliver vendt, afprøvet, set på fra andre vinkler, desto mere klart bliver billedet på æsken – som er dig.
Vi skal spejle os selv, i os selv og i andre.
Man kan ikke tvinge andre til at lægge puslespillet, men man kan hjælpe vedkommende til at blive mere opmærksom på billedet, på brikkerne og på, hvordan de skal lægges.
Det handler altså ikke om at blive den bedste udgave af sig selv, men om at vælge sig selv.
Det gør du ved at kigge udad, samtaler om de vigtige ting og om refleksioner
Er det let?
Nej, ikke nødvendigvis!
Et Quick Fix?
Så langt fra.
Men jo før du går i gang, des før mærker du effekten.
Mvh
Niels Moestrup
Mail: Niels@andtalk.dk