At vælge sig selv og at vælge livet

Den traditionelle selvhjælpsindustri, og dele af den lette coaching-ditto, beskriver ofte, at mennesket selv har (det fulde) ansvar for sin elendighed og sit ringe selvværd, og det er op til det enkelte individ at forstå sig selv – og dermed selv skabe forvandling, fremdrift og afklaring. At det er op til én selv og ens eget ansvar at få et bedre selvværd.

Fx, “Du er din egen lykkes smed!”

Dét er simpelthen alt, alt for enkelt. Faktisk tangerer det noget være sludder.

Kan Kierkegaard hjælpe?

Hos Søren Kierkegaard – og i filosofien i det hele taget – er der god hjælp at hente, til at komme et spadestik eller ligefrem flere spadestik dybere.

I en morderne tid, som vi befinder os i, stilles der konstant krav til ”hurtigere, højere og længere”.

Dét kommer vi ikke dybere af. Vi er nødt til at standse op, være stille og betragte os selv, sammen med andre.
Vi kan ikke kun blive klogere på os selv gennem intellektet.
Vi er nødt til at erfare og vælge os selv, men sammen med andre.

Her er intet ”powerboost”, som du kan finde en masse af, til de ”unge, smukke og hurtige”. Den slags begreber er kun salgstrick og lokkemidler, så du kan få lov til at aflevere dine surt tjente penge.

Du bliver nødt til at, også, at forholde os til smerten, sorgen og lidelsen.
Du kommer ikke igennem livet uden.
Du har, som mønten, også en bagside.
Du kan ikke, og skal ikke, løbe fra din historie. Dét, som nogle vil kalde, med rette, kan kalde ”skyggesiden”.

Kun den, der standser op, er på vej.

Citatet er godt nok ikke af Kierkegaard, men af Tommy Hellsten*, men passer i tråd med Søren Kierkegaards:
”Det er sandhed, at et spejl har den egenskab, at man kan se sit spejlbillede, når man står stille. Iler man hastigt forbi, så  får man intet at se. Har man et spejl på sig, som man ikke fremtager, hvorledes skulle man så se sig selv?

“Således iler den fortravlede forbi, uden at bruge muligheden for at forstå sig selv. Den travle bliver ved med at løbe og kommer aldrig til en forståelse.”

Kierkegaard argumenterer for, at vi er nødt til at stoppe op ind i mellem og reflektere – og se os selv i spejlet – for at være sikre på, at vi er på rette vej. Stopper vi ikke op ind i mellem, farer vi forvildet rundt efter kortsigtede løsninger.

“Vi Mennesker har Hovedet fuldt af store Forestillinger, og saa kommer Existentsen og byder os det Dagligdags.”

Her kunne Søren mene, synes jeg, at vi jager utopien, lykken, det fulde potentiale og andre floskler, klichéer og illusioner. Men altså, det er i det nære, i dagligdagen, vi finder det, som nærer os. Virkeligheden er det, som er lige omkring os. Og hvorfor ikke få mest ud af den? Græsset er i øvrigt heller ikke altid grønnere på den anden side.
Lidt ligesom Dan Turrell skriver i “Jeg Holder Af Hverdagen!”

Det væsentlige i livet, kommer man ikke til ad ligefrem vej.

Jeg forestiller mig, at Kierkegaard gerne vil have os til at acceptere, at der ikke er en lige vej til at ”finde os selv”.

Man kan ikke, som den lette del af selvudviklingsindustrien prøver at sælge os, blot sætte to punkter, og så trække en streg mellem disse punkter: Her er punkt A og her er punkt B og så er dette vejen.
Vi skal nogle omveje. Vi skal opleve smerten. Og vi skal tage fejl. Ind imellem og ofte.

Eksistensens dobbelte opgave: at være og blive sig selv!
Vi skal være os selv, og ingen anden, og det skal vi holde fast i.
Vi har langt fra alt og slet ikke svaret alene, så vi må finde sammen, turde, træne og udvikle.

Ikke alene, men, jeg gentager mig selv: sammen med andre.

Tryk her og læs mere om egenomsorg>>>

Du må standse op og se dig selv i øjnene og tage ansvar for både det positive og negative i dig selv.

Erkendelse.
Og refleksionen.
Analogien kunne være, at man ikke øger sin kondition, hvis man bliver siddende i sofaen. Man er nødt til at rejse sig, gå ud, lære af det negative og af sine fejl – og ikke se dét som noget negativt – og af det positive og finde ud af, om man også kan bruge dén viden til, man får, andre steder.
Ikke lade stå til, men forpligte sig i forhold til de evner man har.
Overfor sig selv og overfor andre.
Du kan ikke skabe dig selv, men du kan vælge dig selv.

SK mener ikke, at man kan eller skal skabe sig selv, som du skaber et billede på et lærred. Eller en figur ud af en klump ler. Men, at man skal vælge at være sig selv. Ikke noget andet eller nogen andre.

Vi er født med en form til at blive et sandt menneske, hvilket kræver ”hårdt”, bevidst arbejde.
Og vi skal tage vores historie, erfaringer – gode, som mindre gode – på os, og påtage os det ansvar og arbejde på det er, at blive ”sig selv”. Hvis vi forsøger at skabe os selv, så skaber (skabagtigt) vi os – som i: påtaget, kunstigt, krukket.

Vi er nødt til at være sande i forhold til vores karakter(dyder) og de værdier, som vi finder undervejs.
Det er en livsopgave (en vedvarende anstrengelse) at vælge sig selv.
Søren Kierkegaard mente, at vi er, hvad vi er, og vi har, hvad vi har.

Du kan ikke digte dig selv, men lade dig selv digte.

Du må kigge ud i verden for at finde ud af dig selv, og ikke kigge indad.
Vi bliver kun noget gennem andre. Vi er kun noget i kraft af de mennesker, vi omgås. Derfor er det også vigtigt hvem vi omgås. At vi har tætte, trygge, nære relationer.

Tryk her og læs flere refleksioner>>> 

Der er ingen genveje, ingen systemiske løsninger og det gives ikke i et fix.
Der er ingen genveje til at blive et ordentligt menneske. Det er en mesterlære, en proces og det er ind i mellem anstrengende og hårdt.

Når vi lærer os selv at kende gennem andre, så skal vi møde en masse mennesker, som vi skal lære af. Det tager tid. Ligesom vi heller ikke kan lære, endsige at forstå at cykle og hvad det vil sige, ved at læse om det eller høre om det på on-line webinar.
Det er først, når vi sidder på cyklen, vi forstår.
Det tager den tid, det tager, at øve sig længe nok.

Det er ikke argumenter, der bevæger mennesker, men passion.

Du kender det uden tvivl: når du møder et menneske, som brænder for det, hun eller han beskæftiger sig med, uanset om er på jobbet eller mere hobbybetonet. Så er det ikke hjernen og de rationelle tanker bag, du påvirkes eller ”forføres” af.

Det er begejstringen, energien, lidenskaben, passionen.

”At forholde sig” er en levemåde og ikke en akademisk erkendelse. For Kierkegaard er passion det, der bestemmer og driver mennesket. Han anbefaler, at man tager afstand fra det, der er ”interesseløst og uden lidenskab”. Så bliver livet meningsløst. At vælge passionen og lidenskaben, er at vælge Det Gode Liv. Så godt man nu kan.

Selvet

Som menneske kommer vi aldrig sovende til selvet, kun årvågne som en spændt og engageret enhed af lidenskab og refleksion. Selvet skal her forståes som kernen. Vores sande jeg. Det autentiske, ordentlige menneske. At være sig selv.

Men vi fristes konstant til at tage det hurtige fix, de lette genveje og sprænge over, hvor gærdet er lavest. Livet er en konstant opmærksomhed på, hvad der er godt for os. Igen kan man sammenligne med at have en god kondi. Den kommer ikke af sig selv og den vedligeholder heller ikke sig selv. Uanset hvor god kondi du har, så må du konstant arbejde for at holde den ved lige, så den bliver en vane.
Uden daglig refleksion og uden lidenskab, så mister man selvet / sig selv. Selvet er (konstant) at forholde sig til sig selv.

Vil du udvikles, så tilbyder jeg både samtaler og eneundervisning med baggrund i psykologien – coachingpsykologi – og filosofien

Kontakt: Niels@andtalk.dk
SMS 40409547

* Tommy Hellsten – Ud Af Fornuften – Livets Paradokser