“Hvis vi virkelig elskede hinanden, ville vi så ikke ønske, at den anden fik så mange fede oplevelser som muligt i stedet for at bygge et tosomheds-fængsel for hinanden?”

Læs først artiklen:
www.altfordamerne.dk/mit-liv/singleliv/som-single-forstar-jeg-sa-godt-at-mange-er-utro/?subarticle=1
(Linket virker ikke mere) 

Forfatteren kan godt forstå, at mange er hinanden utro.
Vi har (måske) for høje forventinger til hinanden. Og (måske) til os selv!
Vi har et billede af den perfekte partner – M/K – og han eller hun lever også op til det … de første måneder, og så bliver det hverdag. Så går der ikke bare blevask og skraldespand i det, men også job, ny bil og samtalekøkken.

Og alligevel er det ikke perfekt. Det bliver ikke perfekt. I skuffelse, i tristhed og i kedsomhed, så går vi ud og finder lidt spænding, og måske ender det med en quicki, måske med mere og ikke sjældent ender det også med en skilsmisse. Ca. halvdelen af ægteskaberne bliver opløst igen.
Hvor mange, som ikke er gift, der går fra hinanden, kan jeg ikke finde data på, men jeg tror og gætter på, at det er flere. Desværre.

Hvorfor er så mange hinanden utro? Der er ikke nogen enkel og entydig forklaring, men jeg tror, at følgende kan være nogle årsagerne:

Vi kender ikke os selv godt nok.
Vi kender ikke vores værdier godt nok og ved så heller ikke helt hvad vi kan tilbyde og hvad vi vitterlig skal søge efter. Vi er alt for usikre på os selv, hvilke retning vi har og hvilken retning vi skal have. Kender vi ikke os selv i tilstrækkelig grad, så er risikoen for, at vi vælger ”forkert”, større. Eller at vores partner har valgt os ”forkert”. Når vi heller ikke kender os selv specielt godt, så står vi heller ikke særligt fast, for vi har ikke så meget, urokkeligt, vi kan stå fast på. Ligesom, hvis vi vil (selv)udvikle os, så kan vi flakke noget forvildet rundt.

Vi er bange for at miste.
Vi er generelt bange for at miste. Det ligger meget dybt i os, og nogle beskriver det som fordi vi er flokdyr, og det værste der kan – og kunne – ske, var at blive efterladt på savanen, efterladt med udsigt til den sikre død. Dét ligger så dybt i vores instinkt, at vi stadig er bange for at miste. Så gør vi det værst tænkelige; så holder vi krampagtigt fast i den anden. Blandt andet med forbud.
Fx:
– du må ikke kigge på andre kvinder/mænd! Slet ikke på ”dén måde”!
– du må ikke flirte.
– du må kysse.
– du må ikke have sex.
Problemet kan bare være, at i vores egen usikkerhed, så bremser vi, måske!!, udvikling. Både af os selv og forholdet. Fordi, det som er forbudt er meget ofte endnu mere interessant. Det som er ok og tilladt, det har ikke den store eller slet ingen interesse.

Vi er bange for at elske.
Vi er bange for at gøre os sårbare. Igen bunder det i en usikkerhed. Når vi ikke er sårbare nok, når vi forsøger at kontrollere vores egne følelser og vise os helt frem – 360 grader, både det gode og smukke, men også det ”grimme” og utiltalende – af frygt for at blive afvist, så elsker vi måske ikke nok. Hverken den anden, men da slet ikke os selv. Og hvis vi ikke tør elske os selv, hvem dælen skulle så gøre det?

Vi ved ikke hvad det vil sige at elske.
Nja, det ved vi måske godt. ”Jeg elsker dig”, og så ved jeg godt hvad det vil sige, for jeg har jo lige sagt det. Men det er jo et meget lufttigt begreb, som kan være svært at omsætte til dagligs handlinger. Mit bud, som jeg har tyvstjålet fra Sara Skaarup, er at vise respekt. I ord og handling. Både overfor min partner, men bestemt også overfor mig selv. Det her er altså ikke raketvidenskab; hvergang jeg skal foretage mig noget, så kan jeg spørge mig selv; ”- er det jeg vil gøre nu, at vise ”os” mig eller min partner respekt?”
Ja eller nej? Det er et meget enkelt spørgsmål og svaret er lige så banalt let! Og jeg skal lige sige, at et ”måske” er også et nej!
Når gnisten er der, så er det bare med at vise respekt. Så viser du kærlighed. Så kan du gøre så mange andre ting også, fx købe roser. Men de er ikke meget værd, hvis der ikke er nogen respekt. Jeg siger det bare.

Han eller hun er alligevel ikke som jeg helt ønsker.
Som forfatteren til artiklen skriver, så skal han både være blød og italesættende, men ….”så skal han også pludselig kunne tage fat i mit nakkehår, tage mig over knæet og give mig en røvfuld. Ikke som i vold, men fordi jeg elsker at blive sat seksuelt på plads.” Men vi tør måske ikke får det sagt? Hvad tænker hun eller han om mig, hvis jeg nu siger, at tænder lidt på dominans eller at jeg tænder af på, at vi altid skal tale en masse?

Måske har 50 Shades of Grey alligevel sin berettigelse, selvom den både som historie, Seksuelt og filmisk er ringe. For den gør det mere ok at tale om en subkultur, som, tilsyneladende, mange tænker på, men ikke tør tale om.

Og jeg er enig med forfatteren i, at vi mennesker måske i virkeligheden ikke ALLESAMMEN er skab til en tosomheds-fængsel, men vi er bange for VIRKELIG at turde elske så meget, at vi også tør give slip, så vi på hver vores måde, beriger hinanden – og dermed også beriger os selv. Nej, jeg tror ikke på, at det er lykken at bolle til højre og venstre, men at vi sammen hjælper og støtter hinanden i, at finde dén frihed, som passer lige præcis til os! Uden fordømmelse, foragt eller frastødelse. Og jo mere og jo bedre vi hver især kender os selv, des nemmere har vi også ved at finde dén partner eller partnere som passer til os, hvor vi kan sætte lige præcis dé grænser, som gør at dét føles som en frihed og ikke som et par-fængsel, men som et par(adis).

Hvad er dine tanker?